Den rigtige fotograf
At vælge den rigtige fotograf til så stor en dag, handler i høj grad om at finde en som I har en god kemi med og hvor fotografens stil passer til de ideer og tanker I har gjort jer.
Tag et kig her på siden og har I brug for et uforpligtigende videomøde for at mærke kemien an eller for at få svar på nogle spørgsmål, så hiv endelig fat i mig.
Den store dag - dagen hvor I siger JA
Ja til at dele livets op- og nedture, ja til at udvikle jer sammen, men mest af alt, ja til, at det er lige netop jer to der elsker hinanden og ikke vil være hinanden foruden. Der er ikke noget at sige til, at denne dag har så stor betydning for de fleste og at det derfor bliver gjort til en kæmpe festdag - for hvad giver mere mening at fejre, end dette store ja til livet?
En bryllupsfotografering vil altid være skræddersyet efter jeres dag. Uanset om det er en fotografering fra bruden gør sig klar og indtil brudevalsen er danset, eller fra vielsen til portrætbillederne efterfølgende. Det vigtigste er for mig altid at dokumentere hvem I er og de følelser I rummer lige i det øjeblik. Billederne skal være autentiske og tro mod hvem I er og I vil derfor ikke høre mig sige “smiil”, men i stedet skabe en stemning og en situation, hvor I helt naturligt griner sammen eller fyldes af en de mange andre følelser I går igennem på så stor og forventningsfyldt en dag.
Hvad skal der ske
Mit Første År består af 4 fotograferinger, fordelt ud over de første 12 måneder af dit barns liv.
Første fotografering finder sted når dit barn er 3 måneder og når du modtager denne guide, er det fordi denne tid allerede er på plads i kalenderen. Yay!
De næste fotograferinger finder sted når de barn er 6, 9 og 12 måneder og du vil forinden hver fotografering blive kontaktet over mail, for at vi sammen kan finde en dag til den næste tid.
Til fotograferingerne vil der selvfølgelig blive lagt vægt på den lille, men det er ikke kun det yngste familiemedlem der udvikler sig, det gør I også som familie, så du/I som forældre, samt ældre søskende, er altid velkomne til fotograferingerne.
Processen
01.
Første fotografering
Dit barn er nu 3 måneder og vi mødes til den første fotografering. Fordi h*n ikke er ældre, foregår fotograferingen oftest i jeres eget hjem.
Vi tager den med ro og altid i den lilles tempo.
Hvis du har et babytæppe eller andet som har en særlig betydning og du gerne vil have med på billederne, så sig endelig til.
02.
Preview galleri
Indenfor 5 hverdage efter fotograferingen, vil du modtage en mail med link (hold øje med spammappen), hvorfra du kan se jeres preview galleri.
Det er her du kan udvælge hvilke der er dine favoritter og ønsker at tilkøbe. Dette gøres via webshoppen i galleriet.
Preview galleriet vil være åbent i 14 dage, herefter er det kun de billeder du tilkøber som vil være tilgængelige.
Det er muligt at tilføje hjerter til dine yndlingsbilleder, på den måde får du et bedre overblik over hvilke billeder du ønsker.
Leveringstiden på billederne variere alt efter hvilke produkter du vælger. Digitale filer leveres dog indenfor 5 hverdage (vælges over 15 billeder kan der forekomme lidt længere leveringstid, men det vil du blive oplyst om ved bekræftelse på dit køb).
03.
6, 9, og 12 måneder
En månedstid forinden den næste fotografering sender jeg en mail, så vi kan finde en ny tid.
Efter hver fotografering vil du modtage et link til dit preview galleri og du vil derfor efter hver gang kunne udvælge hvilke billeder du ønsker fra den pågældende fotografering.
Hvis I endnu ikke har været samlet hele familien til nogle af de tidligere fotograferinger, vil jeg klart anbefale at I gør det til den sidste fotografering. Fokus vil selvfølgelig stadig være på familiens yngste familiemedlem, men det giver en fantastisk mulighed for at fange jeres bånd som familie. Ofte er de små helt vilde med deres ældre søskende og når de er 12 måneder, viser de det så tydeligt. Har I alle været med til alle fotograferinger, vil I kunne se tilbage og se hvordan I har udviklet jer sammen.
04.
Efter sidste fotografering
Efter den sidste fotografering vil der blive åbnet op for de tidligere preview gallerier, så hvis der er et billede du fortrød ikke at få med i første omgang, får du her chancen igen. Det kan også være med til at danne et bedre overblik over hvilke billeder der ville passe sammen i en bog eller på væggen, eller måske viste der sig at være et helfigursbillede fra hver gang som virkelig viser dit barns udvikling, men som du ikke fik med i første omgang.
Nogle har før spurgt om de kunne vente med at udvælge billeder til der er gået et år, men min klare anbefaling er, at du udvælger dine favoritter fra gang til gang. At sidde med 4 gallerier fra et helt år, kan være overvældende hvis der endnu ikke er valgt nogle og det er ofte de små detaljebilleder som du ikke nødvendigvis selv når at fange i hverdagen, som bliver valgt fra.
Tøjguide
Du er med til at sætte stemningen
Dit valg af tøj har meget at sige for hvordan stemningen på billederne bliver.
Jeg anbefaler altid lyse og neutrale toner, da de er med til at skabe en let stemning, uden at distrahere eller skabe farvet genskær på huden. Jeg har samlet en lille palette med 5 eksempler på disse toner herunder.
Lidt længere nede vil du kunne finde nogle Do's and Don'ts, men husk, det vigtigste er altid at tøjet skal føles som "dig" og det er altid helt op til dig selv hvad du ønsker at have på.
Overvej om der er en bestemt stemning du gerne vil fange til alle fotograferinger.
Måske der er en grundfarve/tone som du til hver fotografering vil tage udgangspunkt i for at skabe en sammenhæng?
Do's
- Jordfarver og lyse toner er rigtig gode farver til fotograferinger, da de passer ind i de fleste landskaber og stjæler ikke opmærksomheden fra jer.
- Koordiner og match jeres farver. Er I flere til fotograferingen, så snak sammen om hvilke grundtoner I ønsker i tøjet, for på den måde at finde noget der passer sammen. Dette er med til at skabe ro i billedet.
- Klæd dig på efter årstiden. Er fotograferingen udendørs, så klæd dig på efter det. Er det koldt, og vil du gerne undgå jakken, så tag flere lag på, gerne uld tættest inde på kroppen.
- Ønsker du billeder af den lille kun iført ble, så sørg for at få taget alt stramt tøj af, f.eks. sokker, mindst 15 min. før fotograferingen. Så undgår vi trykmærker på huden.
Don'ts
- Undgå neon- og pangfarver. De stjæler opmærksomheden og kan give et uønsket farvegenskær på huden.
- Undgå vilde mønstre, såsom zigzag eller voldsomme striber.
- Undgå store prints. Gurli Gris er muligvis mega sjov, men vil også tiltrække sig rigtig meget opmærksomhed. Et mindre logo eller et stille blomstermønster på en hel kjole kan godt lade sig gøre.
- Sort tøj kan virke meget voldsomt og suger meget lys til sig. Ønsker du at have et par sorte jeans på, så blød det op med en lækker sweater eller anden trøje i en lysere tone.
Tilpas fotograferingerne til jeres familie
Noget af det fantastiske ved disse fotograferinger er at de er skræddersyet til jer. De fleste ønsker den første fotografering i hjemmet, men er vejret godt, kan vi sagtens gøre det udendørs.
Vi har mulighed for at følge årstidernes skiften i takt med at dit barn bliver ældre. Træerne der blomstrer i foråret, et gammelt æbletræ ved høsttid.
Ønsker du det mere "rent" kan vi have fotograferingen det samme sted hver gang.
Måske der skal være et gennemgående "billede" fra gang til gang kun iført ble eller er der en speciel bamse som kan agere "målestok", så du kan se hvor meget den lille er vokset fra første til sidste fotografering.
På samme måde er det igen helt op til dig, om det alene er den lille der skal fotograferes. De fleste vælger at mor er med til fotograferingerne og ofte er resten af familien også med til nogle af dem. Vi gør det som passer bedst til jer.
Sidste gode råd
Nu er du ved at være godt klædt på til jeres første fotografering af din lilles første år.
For bedste brugeroplevelse når du skal se dit galleri på mobil/iPad, anbefaler jeg at downloade appen "Pic-time". Når du modtager link til dit galleri, kan du oprette en profil. Appen er naturligvis gratis.
Mit sidste gode råd er at sørge for at din lille er spist godt af og skiftet lige inden fotograferingen, Det giver som regel det bedste humør. Er der ældre søskende med, gælder det samme råd.
Jeg håber denne guide besvarede eventuelle spørgsmål du måtte have og hvis du stadig sidder tilbage med et, så tøv endelig ikke med at tage kontakt.
Jeg glæder mig til at dokumentere og følge med i dit barns første år.🤎